L'Internationale

Eugène Pottier

Internasjonalen

oversettelse: Olav Kringen
Debout ! les damnés de la terre !
Debout ! les forçats de la faim !
La raison tonne en son cratère :
C’est l’éruption de la fin.
Du passé faisons table rase,
Foule esclave, debout ! debout !
Le monde va changer de base :
Nous ne sommes rien, soyons tout ! 		Op , alle Jordens bundne Trælle!
Op I, som Sulten knuget har!
Nu drøner det av Rettens Vælde,
til sidste Kamp, der gjøres klar.
Alt det gamle med Jorden vi jevner:
Op Slaver, nu til Frihed frem!
Vi var intet, alting nu vi evner,
vi bygger om vort Samfunnshjem
C’est la lutte finale :
Groupons-nous, et demain,
L’Internationale
Sera le genre humain (2 x) 		Saa samles vi paa Valen,
Seiren, vet vi, at vi faar!
Og Internasjonalen
imorgen har sin Vaar! (2 x)
Il n’est pas de sauveurs suprêmes :
Ni Dieu, ni César, ni tribun,
Producteurs, sauvons-nous nous-mêmes !
Décrétons le salut commun !
Pour que le voleur rende gorge,
Pour tirer l’esprit du cachot,
Soufflons nous-mêmes notre forge,
Battons le fer quand il est chaud ! 		I Høiden, vi ei frelse venter
hos Guder eller Fyrsters Flok.
Nei, selv i Samling vi den henter:
i Fællesskap vi vinder nok.
Alt det stjaalne tilbage vi kræver,
og for Aanden Frihedens vern!
Vor egen Hammer selv vi hæver,
smeder, mens vi har varme Jern.
L’État comprime et la loi triche ;
L’Impôt saigne le malheureux ;
Nul devoir ne s’impose au riche ;
Le droit du pauvre est un mot creux.
C’est assez languir en tutelle,
L’Égalité veut d’autres lois ;
« Pas de droits sans devoirs, dit-elle
« Égaux, pas de devoirs sans droits ! » 		Imod os Statens Lover bøies,
av Skatter blir vi tynget ned.
Og fri for Pligt den Rike føies;
mens Ringheds Rett ei kjender Sted.
Nu har vi længe nok lagt i Støvet:
Lighets krav Stiller vi mod rov.
Med Pligt skal Retten bli øvet,
slik vil vi ha Samfundets lov.
Hideux dans leur apothéose,
Les rois de la mine et du rail
Ont-ils jamais fait autre chose
Que dévaliser le travail ?
Dans les coffres-forts de la bande
Ce qu’il a créé s’est fondu
En décrétant qu’on le lui rende
Le peuple ne veut que son dû. 		Mon Gullets Konger nognsinde
i sin Opphøielse har tænkt,
sin Overfod af andet vinde,
end, hvad vort Arbeid har dem skjænk't?
Hvad i Hvælving og Banker de gjemmer,
er skapt av vort Arbeides Slit;
Naar Folket det kræver, det stemmer
med Ret, som har faat sin Tid.
Les Rois nous soûlaient de fumées,
Paix entre nous, guerre aux tyrans !
Appliquons la grève aux armées,
Crosse en l’air, et rompons les rangs !
S’ils s’obstinent, ces cannibales,
À faire de nous des héros,
Ils sauront bientôt que nos balles
Sont pour nos propres généraux. 		De Fyrster har os slemt bedraget
-Fred mellem os foruden Svig!-
Mod Tyranni vi retter Slaget
Mod Krigen selv vi fører Krig!
Kast Geværet, lad Rækkerne brydes!
Deres Helte vi slet ikke er.
Og mordbud ei længer skal lydes.
Paa Brødre ei vi skyder mer.
Ouvriers, paysans, nous sommes
Le grand parti des travailleurs ;
La terre n’appartient qu’aux hommes,
L’oisif ira loger ailleurs.
Combien de nos chairs se repaissent !
Mais, si les corbeaux, les vautours,
Un de ces matins, disparaissent,
Le soleil brillera toujours ! 		Arbeider, Bonde, vore Hære
de største er, som stævner frem!
Vor Arvedel skal Jorden være,
vi sammen bygge vil vort Hjem.
Af Rovdyr vort Blod er blit suget;
men endelig slaar vi dem ned. -
Det Mørke, som saa tungt oss knuget,
blir jaget af Soldagens Fred.

 

Denne siden ble sist redigert: 2018-01-24